|
(1) I mit indre univers, der vandrer jeg derind,
på engens dug og ind i skovens spind
hen ad stien langs med åen til et kildespring,
hvor jordens trolde danser rundt i ring.
Feer svæver over kilden, stråler som et lys,
og dyrene de standser med et gys.
Vandet skifter farve, der er rødt og flyder tykt,
det bløder - der er no't alvorligt sygt.
Roselil, Roselil, du’ min røst i mit bryst.
Roselil, Roselil, du’ den kvind’, jeg vil find’.
Roselil, du er mit hjerte,
Roselil, du gir mig smerte,
Roselil, du gør mig både mør og skør.
Roselil, du er mit smykke,
Roselil, du er min lykke,
Roselil, du er jo både køn og skøn.
(2) Hopper ned i vandet, hvor jeg smager blodets saft
og svømmer frem og mærker hjertets kraft,
kommer til et indre rum, hvor livets pumpe slår,
og ser så tyd'lig det, jeg nu forstår.
Kærligheden åbner op og blotter dybt mit ar
fra dengang, hadet fulgte mor og far.
Men nu kan jeg mærke, at mit sår bliver helet op,
og energien bølger i min krop.
Roselil, du er mit hjerte ……
(3) Danser ud på engen, tusind' blomster står i flor,
og alle verdens øjne mod os glor.
Pludslig går jeg ind i dig, og du går ind i mig,
vi svinger rundt, så livet blir' en leg.
Og nu kan jeg mærke, at vi to er blev't til ét,
fantastisk - og det føles meget fedt.
End´lig er jeg samlet og ikke bar' en del.
Jeg ånder frit og nyder, jeg er hel.
Du er i mit sind.
Jeg har tag’t dig ind.
Det’ så godt at finde sammen.
Roselil, du er mit hjerte ……
|
