|
(1) Min kær’ste sidder ofte foran spejlet
og lægger noget make-up på.
for Gud han har jo dummet sig og fejlet.
Han skabte hend’ fra top til tå.
Men da han skulle lav’ hends’ ansigt,
så glemte han at gi’ kulør.
Min kær’ste syn’s, det var et stort svigt.
Nu føler hun sig grim og skør.
Det’ ik’ til holde ud.
Hun føler, hun er en klud.
Men når hun har malet sig,
så bli’r hun lækker sej.
Så er hun helt parat
og føler sig smuk og smart.
Har så få’t identitet
og klar til blive set.
(2) Det vigtigt så’n at ha’den rigtig’ maske.
Så bliver’ man pæn, når man skal smil’.
Det kan man ikke opnå ved at vaske,
men pudder kan bevar’ ens stil.
Så er man lækker hele dagen.
Er lig’som al’ de andre pi’r.
Det er jo egnt’lig det, der’ sagen.
Man frygter for, hvad andre si’r.
Først smør man med no’t crem’.
Og gern’ meg’t, men ik’ ekstrem.
Så skal der no’t maling på
med sort og rød og blå.
Øj’ne skal rammes ind.
Lidt rødt skal på hver en kind.
Og læberne trækkes op,
så bli’r det helt i top.
(3) Min kær’ste syn’s jo selv, at hun er lækker,
når hun har lagt sin maske på.
Forstår slet ik’ de følelser, det vækker
i mig, for jeg går helt i stå.
Får trang til kaste op ved tanken
om bar’ at kysse hend’s facad’.
Jeg føler kvalme over stanken.
Det’ no’t, jeg er begyndt at had’.
Hun kan jo vær’ så smuk,
men ogs’ vær’ en malet duk’.
Jeg håber, vi snart bli’r kvit
med alt det væm’lig’ skidt.
Fremtid’n sku’ gerne bliv’
til meg’t mer’ naturligt liv.
Så ud med hend’s farvelad’,
så vil jeg blive glad.
|
