|
Oppe på 2. sal der bor fru Hansen.
Hun har få’t en hofte skiftet ud.
Det’ nødvendigt, for det smerted’ meget.
Når hun gik, begyndte hun at tud’.
Læg’n han sagde, at det er helt almind’ligt,
når den mad, vi spiser, den er god.
Sukker, kød og spiritus og kaffe
gir’ en masse syre i vort blod.
Det ætser os indefra, så vi bli’r syg,
Men det holder alle hjulene i gang.
Det gir’ no’t adrenalin og no’t sus i blod’,
så vi stresser hastigt vid’re livet lang.
Åh, vi ofrer os for stress og jag.
Men nu skal det være slut, fru Hansen hun er gal.
Ja, nu skal det fand’me være slut.
Og hun sætter punktum - med en prut.
Oppe på 2. sal der har fru Hansen
sat sig ned og spekuleret no’t.
Hun har et på barnebarn på 8 år,
og der er no’t, hun ikke har forståt’.
For han er så’n en dejlig livlig dreng;
men skolelæg’n har sagt, det ik’ kan gå.
Derfor så får han not’ nerv’medicin,
så han bar’ sid’r kigger i en bog.
Han skal ku’ læse godt og også stav’ perfekt.
Og så skal han fyldes op med megen vid’n.
Der’ ikke tid til leg, han skal bare sid’ ned.
Og så skal han lære noget hele tid’n.
Åh, vi ofrer….
Oppe på 2. sal der har fru Hansen
lige få’t en mindre depression.
Læg’n har gi’t hende nogle lykkepiller,
så hun nøjs med ha’ en illusion.
Sidder så nu og drømmer om sin mand,
der døde i sin seng for længe sid’n.
Hvad var det nu, der egnt’lig skete?
Mange tanker svækkes jo igennem tid’n.
Det startede med gigt, så fik han allergi og astma
nye hofter og så også et gebis.
Så fik han en rollator, nye knæ og hæmorider,
og kateter stukket ind, så han ku’ tis.
(C) og så ku’ han næsten ikke sige no’t.
Så fik han kræft i lungerne, og kemoterapi;
men på hans gravsten står, at det var tappert gå’t.
For lægerne de sag’, at han var åh så god.
Han var bare så’n en rigtig god patient.
Men når man sidder nu og tænker det igen’m,
var det eg’ntlig lige det, han had’ fortjent.
Oppe på 2. sal der står fru Hansen nu,
fordi der no’n, der ringet på.
Ud på trappen står en kendt politiker,
og snakker om, hvad vi skal nå.
Vi skal tjene meget mere,
effektiviteten den skal mere op.
Medicin skal gøres billigere,
og hospitalerne skal vær’ i top.
Nu er det for meget. Så’n non’ pampere vil ha’,
at vi skal arbejd meget mer’ og slides ned.
Vi skal vær’ som en robot, der bare knokler mer’ og mer’.
Det er jo blev’t den ren elendighed.
Alle de politiker sku’ komme ind på Rådhuspladsen
for at de ku’ bli’ socialiser’t.
15 slag med spanskrør i den bare sku’ de ha’,
så de ku’ tænke klart og blive motiver’t.
For det er ikke nok, at de får klar besked.
De skal mærke, det er alvor på der’s krop.
For kap’talismen har hypnotiser’t dem helt.
Så nu må vi få dem til at vågne op.
Åh, vi ofrer….
Oppe på 2. sal der har fru Hansen
inviteret venner til et mød’.
Nu må vi være mere aktiv’ sammen,
så vi undgår al for tidlig død.
Vi’ jo dem, der tror på fællesskab,
så vi vil bryde kapitalens magt.
Det på høje tid, vi slår os sammen
og bli’r enig om at få det sagt:
En produktion, der altid vokser mer’ og mer’,
er ikke lige det, vi gerne vil.
Men lykke, kærlighed og fællesskab,
det er meget mere det, vi trænger til.
Åh, vi ofrer …
|
