|
Nu er jeg i den fri natur og ser, hvo’n den ser ud.
Jeg går mig så en lille tur med vindpust på min hud.
Den stryger kærligt om mit hår, gi’r tanker, mens jeg går.
Skal men’sker leve mest i by’r? Vi er vel egnt’lig dyr.
Ave Maria, du Jesu hellig’ moder,
og ærkeengel Michael, samt mange skrevne noder
og alle i ånder, der prøver på at styre hele kloden.
Hvad fanden har I tænkt jer? Hvad’ planen for det hele?
Så send mig nu et budskab. Vi skal vel kunne dele?
Jeg be’r jo bare om at få lidt hjælp til bar’ at følge moden.
Min krop er stiv, det træt’ne at gå. Det’ let’re at sidde ned.
Jeg standser op for bar’ at stå; men skal jeg blive ved?
Skal alting føles rart og let? Og maven være mæt?
Hvad skal jeg egnt’lig med mit liv? Hvordan mon det vil bliv’?
Chakrane blinker. Den 5. stråle landet -
har ramt mit Hara center. Mit æterleg’m bemandet
med de energier, der prøver på at styre hele skroget.
Nu spø’r’ jeg kære Jesus. Du er vel i mit bryst.
Formoder du vil trøste. Så snart du hør’ min røst.
Jeg synes, vi sku’ hjælpe hinanden med at dele hele rovet.
Jeg nærmer mig en lille bænk og sætter mig så ned.
Begynder langsomt med at tænk’ på det, som jeg nu ved.
En kølig is og sodavand gi’r ikke meg’n forstand.
Men noget skal man starte med – og noget, der gi’r fred.
Hvad med’ beslutte, at alle verdens hære,
skal gå på pension, og soldaterne lære
at lave frikadeller, præcis sådan som bedstemor hun gjorde.
Så tag jer dog sammen. I styrer alt, der sker.
Send blot en kosmisk bølge fra himlen og til her,
i stedet for som nu, hvor guderne har travlt med blot at hore.
Så kommer der en lille hund og snuser til mit skridt.
Hvis jeg ha’d mod, så sku’ jeg ku’ gå rundt og snuse frit.
Men skyld og skam har druknet mig. Nu er blevet sej.
Der var engang, hvor jeg var blød. Nu er jeg halvvejs død.
Det er forfærd’lig, Har alle engle ferie?
I ser vel ikke TV og følger så’n en serie?
For nu er der brug for, at nogen tar’ sig sam’ til gøre noget.
For fanden - Vor Herre, Du Gud for maskinen.
Så tag dig dog sammen. Du har jo hørt vor hvinen.
Nu folder jeg hænder, selvom det føles virk’lig meget fjoget.
Jeg rejser mig og vender om. Nu skal jeg bare hjem.
Jeg føler mig lidt tanketom. Det fint nok så’n at glem’.
Men ånderne de er der jo. Hvad skal jeg ellers tro?
Vi får nok bare mer’ og mer’ af det, der altid sker.
La-la-la ….
|
